Udskriv siden

HRK blev nr. 3 i DM for hold 2010

Af: Rasmus Birk

I week-enden den 19. og 20. juni blev der afholdt DM i dressur for hold i Bernstorffsparken.

Der var 14 hold til start om lørdagen, og HRK var repræsenteret med et hold bestående af:

· Mette Svare Ehlers på Phantom Lox i LA6
· Mathilde Ring på Gandalf i MB1
· Kathrine Bendixen på Madonna Bally i MB2
· Karen Nielsen på Zana i Prix Sct. Georg

Efter lørdagens klasser lå vores hold på 4. pladsen med kun 0,1% op til Frederiksværk Rideklub på 3- pladsen. Holdet var dermed videre til A-finalen søndag eftermiddag, hvor de bedste 6 hold skulle ride.

A-finalen var oprindelig programsat til at starte kl. 14.00, men da Mette skulle på ferie, var arrangørerne så søde at rykke den ½ time frem, så hun lige kunne nå at ride. Mette red ind på banen 13.45, gennemførte et flot program til 67,37%, skyndte sig at skifte tøj og blev fluks kørt i lufthavnen af Charlotte, imens Karen kørte Phantom hjem til Holte. Det kan man da kalde holdånd og samarbejde.

Næste rytter var Mathilde, som desværre måtte udgå midt i programmet. Dette lagde jo et ekstra pres på de 2 sidste ryttere, som dog levede op til alle forventninger og gjorde det fantastisk. Kathrine red til 66,93% og Karen til 66,75, og de 3 resultater var tilstrækkeligt til at komme foran Frederiksværk Rideklub og sikre sig en bronzemedalje med i alt 399,38%. DM blev vundet af Hillerød Sportsrideklub med 419,28% og nr. 2 blev Hvalsø Rideklub med 408,59%.

Alt i alt en rigtig dejlig week-end, hvor vores hold blev grundigt bakket op af rigtig mange fra HRK. Hvis der havde være en præmie for bedste supporterteam, så havde HRK vundet den. Der var i hvert fald ingen i Bernstorffsparken, der var i tvivl om, hvornår vores ryttere havde redet, og det var en dejlig dag at være ”Holte-rytter”.

Lidt billeder taget af Line Bjarnholt Mune:

Mette Svare Ehlers på Phantom Lox


Mathilde Ring på Gandalf


Kathrine Bendixen på Madonna Bally (red i regnvejr)


Karen Nielsen på Zana


Præmieoverrækkelse (Mette skulle skynde sig i lufthavnen på
velfortjent ferie, så Charlotte Brostrøm overtog hendes plads på
sejrsskamlen)

22.06.2010